top of page

Myter om PCOS

  • Forfatters billede: Krista Maria  Dahl
    Krista Maria Dahl
  • 27. maj
  • 5 min læsning

Der florerer mange myter og misforståelser om PCOS, som kan gøre det svært at navigere i informationen og forstå, hvad der faktisk er op og ned.  

Derfor har vi talt med Karen Krogh Fjeldborg, som er ledende overlæge ved Klinik for Diabetes og Hormonsygdomme på Regionshospitalet Randers.  

Hun har mange års erfaring med hormonforstyrrelser, herunder PCOS, og hjælper dagligt kvinder med at få korrekt udredning og behandling. 

I det følgende afliver Karen seks af de mest sejlivede myter om PCOS.  


Man kan allerede diagnosticere piger med PCOS, når de får deres første menstruation 

Man må ikke stille diagnosen, hvis man er for ung. Der er konsensus om, at der skal gå minimum otte år fra debut af menstruation, til man kan stille en sikker diagnose.  

Når man er ung, altså i puberteten, er der mange, der har akne og uregelmæssig menstruation, hvilket er helt normalt. Hvis man undersøger unge med ultralyd, vil flere også have mange umodne æg. Derfor kan man fejlagtigt komme til at stille diagnosen PCOS, uden at den unge kvinde har det. Hvis man er ung, kan man sagtens have uregelmæssig menstruation i nogle år, uden at det egentlig er det, som vi kalder patologisk – at man fejler noget.  

Derfor er det internationalt defineret, at man først kan stille diagnosen sikkert otte år efter, man har fået sin menstruation. Otte år – eller i hvert fald efter man er fyldt 20 år. 

 

Når man har PCOS, har man sværere ved at tabe sig 

Det bliver sagt, at ‘har man PCOS, kan man ikke tabe sig. Så kan det også være lige meget.’ Der er flere studier, der har kigget på det, og konklusionen er - ja, det er svært at tabe sig, men det er det for alle, der er overvægtige. 

Det er faktisk ligegyldigt, om man har type 2 diabetes, prædiabetes eller PCOS. Om man har den ene eller den anden diagnose, så er det generelt svært at tabe sig. Alle kan tabe sig ved den rette indsats, men det er udfordrende. 

Man skal anerkende, at det faktisk er et svært projekt at skulle i gang med at tabe sig, hvis man har været overvægtig i mange år. Det kommer ikke bare lige, og det kræver hårdt arbejde og øget opmærksomhed hele tiden, så man ikke falder tilbage i gamle vaner. 

Så det er en myte, at man har sværere ved at tabe sig med PCOS.  

 

Når man har PCOS, skal man følge bestemte diæter til punkt og prikke 

Særligt det her med kosten, synes jeg, er en misforståelse. 

For dem, som er overvægtige, handler det om et vægttab, og det er et spørgsmål om, hvordan det bedst opnås. Quick fix diæter er aldrig gode. Det fører ikke til varigt vægttab. Et hurtigt vægttab vil man ofte tage på igen. Det handler grundlæggende om at lave nogle små ændringer, som kan være langvarige. 

I sidste ende er der bare ikke nogen studier, der har vist nogen overbevisende effekt i forhold en specifik diæt. Vi har ikke kunnet finde noget i litteraturen, der siger entydigt, at en kostform er bedre end en anden, når det handler om vægttab hos patienter med PCOS. 

For at opnå et vægttab, skal man spise mindre eller forbrænde mere. Vi ved, at motionsdelen i sig selv desværre ikke gør særlig meget i forhold til vægttab. Man skal ind og kigge på sin kost og se på, hvordan man kan ændre den. Generelt vil kalorierestriktion føre til et vægttab. 

 

Der er mange, der bliver skuffede, når de hører det, fordi der står så meget på nettet om særligt kosten, men der er altså ikke videnskabelig evidens for at sige, at der er en kostform, der er bedre end hinanden. 

 

Når man har PCOS, har man mange cyster i æggestokkene 

En ultralydsscanning kan vise, at man med PCOS kan have mange umodne æg. Det er det, man kalder cyster. Det er et fejlbegreb, fordi det absolut ikke har noget med en cyste at gøre.  

Det hedder follikler, og det er æg, der er gået i stå i deres udvikling, som så ligger i dvale. Hvis de går i stå i deres udvikling, så kommer der ingen ægløsning.   

 

 

Du kan ikke blive gravid, hvis du har PCOS 

Det er en myte, at man ikke kan blive gravid, når man har PCOS. Man kan godt blive gravid, men mange med PCOS, særligt overvægtige, kan have brug for hjælp til at blive gravide. For at blive det, skal man have et æg, og når man har PCOS, så har man rigtig mange æg, men de skal bare være i det rigtige stadie og modne, så man kan blive gravid.   

  

Det første skridt for at få regelmæssig menstruation, og derved også regelmæssig ægløsning, er vægttab. Vægttabet gør, at der kommer en bedre hormonbalance lokalt i æggestokkene, og så vil der, for rigtig mange, begynde at komme regelmæssig menstruation.  

Hvis det ikke er nok, og hvis man er overvægtig, så vil man give noget, der hedder metformin, som er et præparat for sukkersyge. Det går ind og forbedrer insulinfølsomheden i kroppen, og det er noget af det, der også sker nede i æggestokkene: Insulinfølsomheden påvirker hormonbalancen. Så rigtig mange kvinder, som er overvægtige med PCOS, får en mere regelmæssig menstruation (og derved ægløsning) på metformin, som gør, at de kan blive gravide.  

Så er der dem, hvor et vægttab og metformin er prøvet, for hvem det stadig ikke lykkes. Så er der mulighed for fertilitetsbehandling, og der er rigtig stor succesrate. 

Grunden til, at man ikke giver fertilitetsbehandling til svært overvægtige, er, at succesraten for graviditet er lav, og samtidig er risikoen for komplikationer i graviditeten høj. Så fertilitetsklinikkerne kræver, at svært overvægtige kvinder taber sig, inden de kan starte i fertilitetsbehandling. 

 

P-piller medvirker kun til en regelmæssig cyklus 

Man får ikke ægløsning på p-piller, men man får afstødt slimhinden, og det er ret vigtigt, fordi: Får man ikke afstødt slimhinden inde i livmoderen, så kan den gå og bygge sig op - blive tykkere og tykkere og tykkere - og så kan det, i sjældne tilfælde, udvikle sig til kræft. Det kan altså føre til celleforandringer og i sidste ende kræft. Det er utroligt sjældent, det sker, men det er i hvert fald også et argument for at give p-piller.   

 

Det er godt at bløde. Man skal gerne bløde tre til fire gange om året. Hvis man bløder mindre end det, så skal man have medicin for at afstøde slimhinden, som fører til en blødning. 

 

Bløder man fire gange om året med PCOS, så er det helt fint og ikke et problem, men der er mange, der gerne vil have lidt mere styr på det, og det kan man få ved p-piller.  

Og så er fordelen ved p-piller også, at de går ind og påvirker en del af hormonbalancen, så der bliver lidt mindre biologisk aktivt mandligt kønshormon i kroppen, hvilket kan have en positiv effekt på hårvækst og især også akne.  

 
 
 

Kommentarer


© 2035 by En samtale om PCOS. Powered and secured by Wix 

bottom of page