“Kunne mit liv have været lettere, hvis jeg vidste det noget før?”: Simone Vinther kæmper med PCOS og en drøm om at blive mor

Simone Vinther er 28 år og drømmer om at blive mor. Men ønsket om graviditet er ikke kun forbundet med håb. Det er også en kamp mod diagnosen PCOS og den ensomhed og uvished, sygdommen fører med sig.

Foto: Sofie Rose Hedelund

“Jeg kan tydeligt huske, at jeg sad på toilettet og tudede, da jeg så, at der var blod. Jeg kaldte på Thomas. Han skulle nærmest se det. Jeg var helt oppe at køre.” 

Måske forbinder man ikke et altopslugende graviditetsønske med tilbagevendt menstruation. Men for Simone Vinther markerer den første blødning i flere måneder et vendepunkt: Den er et tegn på, at hendes krop måske er på rette vej. 

Simone Vinther og hendes kæreste Thomas Netman Olesen har et brændende ønske om at stifte familie, og har forsøgt siden februar 2024. Dog uden held.  

For noget tyder på, at det kræver held – og måske endda hjælp - for at det kan lade sig gøre.  

En udebleven menstruation

Simone stopper på prævention. Hun forventer lidt uro i cyklussen, fordi hun samtidig har begyndende stress-symptomer, men menstruationen kommer slet ikke. 

“I begyndelsen tænkte jeg ‘nå, men det er meget normalt, når man er stresset, at så udebliver den måske’. Men der gik bare længere og længere tid, og så blev jeg nervøs.” 

Efter tre måneders udebleven menstruation får hun taget blodprøver. Et par dage senere ringer lægen og fortæller, at han har en stærk mistanke om, at hun har PCOS. Simone har flere symptomer: Overvægt, uønsket hårvækst og udebleven menstruation. 

Foto: Privatfoto

“Det første, jeg gør, er at google ‘hvad er PCOS?’ Og så står der bare ‘barnløshed’ og alle mulige forfærdelige ting. Så brød min verden bare sammen.” 

Samme dag skal hun til 60-års fødselsdag i familien. Det sidste, hun har lyst til, er at lade som om, alt er fint. Ved bordet sidder et par, der netop er blevet bedsteforældre.

 “Vi snakker ikke om andet end graviditet og børn. De viser billeder, og jeg går ud og tuder på toilettet flere gange. Det var pisse hårdt.” 

Før diagnosen kan stilles, skal hun til en gynækolog og have ultralydsscannet sine æggestokke. Ventetiden er over en måned. 

“Jeg syntes, det var ulideligt at gå og vente. Det var en hård måned, og gynækologen bekræfter så, at hun kan se alle de her cyster, der skal være, for at man har PCOS.” 

Kunne livet have været lettere?

Det er både nedslående og afklarende for Simone at få diagnosen PCOS. Endelig falder brikkerne på plads, men samtidig vokser vreden over, at ingen opdagede det tidligere.  

"Det er ikke sikkert, det havde hjulpet. Men jeg blev vred. Vred over at have været overladt til mig selv i så mange år uden en forklaring." 

Simone fik sin menstruation tidligt. Allerede som 13-årig fik hun sin første blødning, og døjede med kraftige blødninger.  

Simone 13 år. Foto: Privatfoto

Siden den første menstruation har hun kæmpet med overvægt og uønsket hårvækst. Som den første i vennekredsen fik hun udskrevet p-piller for at regulere sin uregelmæssige cyklus og smertefulde blødninger.  

Allerede her begyndte hun at føle sig anderledes, og i 9. klasse kæmper Simone med sin første depression. En kamp, der har fulgt hende gennem voksenlivet.

"Kunne det have været undgået, hvis det var blevet opdaget dengang? Hvis nogen havde undersøgt mig, da jeg fik min menstruation - kunne man have stabiliseret et eller andet allerede dengang?

Blødningen kommer

Der skulle gå seks måneder, fra at Simone får taget sin spiral ud, til hun får sin menstruation. Da hun får øje på blodet i toilettet, fyldes hun med lettelse og glæde. 

“Det var helt vildt, fordi det var et tegn på, at det i det mindste går i den rigtige retning. Det er det, der skal til for, at man kan få et barn på et tidspunkt, at man får en ordentlig cyklus.” 

Men glæden er kortvarig, for Simones menstruationscyklus er stadig meget uregelmæssig.  

På trods af, at hun taber sig fem kilo, er det som om, der ikke sker noget. Indtil videre har hun kun fået Metformin, en medicin der ofte bruges til kvinder med PCOS, for at regulere cyklus og øge chancen for ægløsning.  

Men desperat for at komme hurtigt ned i vægt, beslutter hun sig i november 2024 for at starte på Wegovy. 

“Jeg var bare så desperat og havde brug for en eller anden hjælp, for at jeg kunne komme hurtigt ned i vægt, så vi kunne begynde at prøve at få et barn, for det er alt vi ønsker os.” 

Simone har indtil videre tabt sig 20 kilo på Wegovy, og nu er hendes menstruationscyklus blevet nærmest helt regelmæssig.  

Til et rutinetjek ved gynækologen, får hun at vide, at hendes underliv ser meget bedre ud, og faktisk kan gynækologen se, at hun har ægløsning den dag.  

“Jeg har været i tvivl, om jeg nogensinde har haft en ægløsning, fordi jeg har været på prævention, siden jeg fik menstruation nærmest. Så at få at vide fra en gynækolog, at man har ægløsning, det var bare helt fantastisk.” 

Men der er et 'men'.  

Simone må ikke blive gravid, mens hun tager vægttabsmedicin. Planen er derfor, at hun vil tabe fem kilo mere med medicinens hjælp, før hun og Thomas igen begynder at prøve at blive gravide.  

“Jeg kan godt være utålmodig nu, fordi jeg kan se, at det er lige derovre, men jeg er blevet bedre til at acceptere min proces og bare sige til mig selv, at jeg ikke kan gøre noget ved det. Det tager den tid, det tager, og det kommer, når det kommer.” 

Overladt til sig selv

For Simone Vinther er livet med PCOS ikke kun en fysisk udfordring. Det er også ensomt. Hun savner fællesskab og nogen, der forstår, hvad hun gennemgår. 

Når hun fortæller andre, at hun er blevet diagnosticeret med PCOS, bliver hun ofte mødt med uvidenhed og forvirring.  

“Der er ingen, der ved, hvad det er. Tit skal jeg lige spørge, om de ved, hvad det er. Også selvom det er kvinder.” 

Simone elsker børn. Hun er uddannet pædagog og har både arbejdet i børnehave og vuggestue. Foto: Privatfoto

Netop den manglende viden og genkendelse blandt andre kvinder gør situationen særligt isolerende. Simone kan kun komme i tanke om to personer, der har vidst, hvad PCOS er, uden at hun først måtte forklare det.  

“Det er også ensomt ikke at have nogen, der ved, hvad man går igennem. Ikke at have nogen, man kan gå til og sige ‘åh det er bare træls det her’, og få et svar som ‘ja, det kender jeg godt’ eller ‘det kan jeg godt forstå.’” 

En overset kamp

I Simones vennegruppe fra folkeskolen centrerer samtaleemnerne sig ofte om babyer, bleskift og sovetider. Før hun fik stillet diagnosen, havde to af veninderne allerede børn. Nu har alle børn, og i samme tidsperiode, som den sidste veninde bliver gravid, bliver Thomas’ søster også gravid. 

“Nogle gange kan jeg godt gå og være bitter herhjemme og tænke: ‘Kunne I ikke lige have ventet? Kan I ikke lige være lidt mindre glade, når I er sammen med mig?’ Men sådan er jeg jo ikke som menneske.”

På trods af, at hun glæder sig på deres vegne, følges glæden af en sorg over ikke selv at opleve det, hun længes så inderligt efter. 

Den, der forstår hende bedst, er kæresten Thomas.  

“Det er vildt, at den, der forstår mig allerbedst, er en mand, der ikke nogensinde kunne få den sygdom. Han ser mig hver dag, og han går lige så meget igennem det, som jeg gør.” 

Ensomheden viser sig ikke kun i privaten med veninderne. Hun mærker den også i kontakten med sundhedsvæsenet.  

“Jeg kan føle mig enormt ensom i det her på mange punkter. Jeg er overladt til mig selv: ‘Find selv ud af det’. Det, der er sket for mig nu, er fordi jeg selv har kæmpet for det. Jeg har selv bedt om Wegovy, jeg har selv har ændret livsstil, selv undersøgt hvad er godt for mig.” 

Simone og Thomas har været kærester i tre og et halvt år. Foto: Privatfoto

Ikke uden bekymringer

En af de største bekymringer, Simone bærer rundt på, handler om fremtiden og muligheden for at blive mor. 

“Min største skræk er, at det ikke kan lade sig gøre, og at vi skal have hjælp. Jeg tror, jeg ville knække på det og være bange for at gå ned med en depression, hvis det er det, vi skal igennem.” 

Men midt i uvisheden har Simone fundet en styrke i at stå ved sig selv. Hun har også et klart budskab til andre kvinder, der kæmper med PCOS, og føler sig ensomme med sygdommen.  

“Jeg tror egentlig bare, det vigtigste, man kan gøre, er at passe på sig selv og stå op for sig selv, for der er ikke andre, der gør det. Man skal stole på, at det, man gør, er rigtigt. Og at man kender sig selv bedst.” 

Selv de mindste skridt tæller, understreger hun.  

“Selv det lille arbejde, man gør selv, gør en stor ændring i det lange løb. Når man står i det, og man tænker ‘ej, men jeg gør den her lille ting’ – i dag kan jeg se tilbage på, at den der lille ændring har gjort en stor forskel.”